Der er gået lidt tid siden jeg sidst lagde en opskrift på bloggen. Det skyldes simpelthen at jeg er flyttet! Til den dejligste lejlighed på Frederiksberg, som jeg har købt sammen med min kæreste. De sidste par uger har derfor været en stor blanding af håndværkerkaos, flytterod og pizzabakker samt ekstrem travlhed på mit arbejde.
MEN nu er vi imidlertid kommet en lille smule på plads. Vi har fået køkkenet lavet færdigt (bare vent til I ser det, det er det perfekte bagekøkken! Jeg deler et billede snarest) og her i påskeferien regner jeg med at vi får tømt de sidste flyttekasser.
Jeg har endda haft tid til at bage lidt, nemlig disse kære “fuglerede” påske cupcakes som jeg forkælede mine kolleger med i går. Kagerne består af en svampet chokoladecupcake toppet med en luftig og kraftig chokolade frosting – og så et påskeæg med marcipan som prikken over i’et.
Disse cupcakes var virkelig nemme og hurtige at lave. De tørre ingredienser røres sammen, de våde ingredienser røres sammen, det hele røres sammen, dejen fordeles i formene og cupcakesene er klar til at komme en tur i ovnen.
For at opnå den luftigste cupcake røres cupcakedejen bedst på røremaskine, men du kan også godt røre den i hånden. Hold øje med cupcakesene når de har bagt i cirka 20 minutter og tjek løbende om de er færdige ved at stikke en strikkepind i midten af en cupcake – hvis der hænger dej ved skal de bages lidt længere tid.
Imens cupcakesene køler af røres glasuren og kommes i en sprøjtepose. Der sprøjtes en rund ring som “fuglerede” og den toppes med ét mellemstort eller flere små påskeæg. Jeg brugte mellemstore påskeæg med marcipan fra Anton Berg.
Cupcakesene er bedst samme dag eller dagen efter. De skal opbevares på køl og tages ud en halv time før servering.
- 75 g mel
- 150 g sukker
- 1 tsk vanillesukker
- 8 spsk kakao
- ¾ tsk natron
- 1 æg
- 1 dl kærnemælk*
- 60 g smør
- 1 dl stærk kaffe
- ca. 3 dl flormelis
- 100 g blødt smør
- 4-6 spsk kakao (efter smag)
- ¾ dl piskefløde
- 12 små påskeæg med marcipan
- Rør mel, sukker, kakao, vanillesukker og natron sammen i en skål. Smelt smørret. I en anden skål piskes æg, kærnemælk og smeltet smør. Hæld melblandingen i skålen med de våde ingredienser under langsom omrøring. Hæld den varme kaffe i og rør dejen helt sammen. Dejen vil være meget flydende.
- Fordel cupcake dejen i 12 muffinsforme. De skal fyldes ⅔ op. Bag chokolade cupcakesene ved 180 grader i 20-25 minutter (tjek at de er færdige ved at stikke en strikkepind i kagerne - de er færdige når der ikke hænger dej ved). Lad cupcakesene køle helt af på en bagerist.
- Rør imens glasuren ved at piske flormelis, kakao og smør sammen med en elpisker til du får en krummelignende blanding. Tilsæt piskefløde og pisk indtil glasuren vokser lidt (ligesom flødeskum) og du har opnået den rigtige konsistens. Tilsæt evt. mere flormelis hvis den er for tynd.
- Kom glasuren i en sprøjtepose med en stjerneformet tyl. Når cupcakesene er kølet helt af sprøjtes en ring der ligner en rede. Pynt rederne med påskeæggene. Stil cupcakesene i køleskabet indtil glasuren er stivnet.
Opbevar cupcakesene i køleskabet og tag dem ud ½ time inden servering.