De fleste af os kan genkalde os følelsen af spænding da man som barn bed i sit kinderæg og fik øje på den lille orange plastikæske inden i ægget, der gemte på en hemmelighed. De allerbedste kinderæg var for mig dem, der havde et stykke legetøj der skulle samles og jo flere små dele, jo bedre. Så varede glæden ligesom længere.
I år er vi gået i barndom igen og har lavet vores egne “kinderæg” til påske – nogle til børn og nogle til voksne, der alle gemmer på små overraskelser!
Dette er blot en kort beskrivelse af, hvordan man laver kinderæggene. Det kræver nemlig blot noget god chokolade og en chokoladeform til mellemstore påskeæg. Du kan pynte æggene med striber af hvid chokolade ligesom vi har gjort, eller købe en påskeæg chokoladeform der allerede har mønster.
Det vigtigste er, at du temperer chokoladen. Det gør, at ægget kan “knække” og bliver flot blankt. Hvis du ikke tempererer chokoladen og blot smelter den vil dine kinderæg for det første være meget lang tid om at stivne chokoladen de vil bøje når man bider i dem. Du kan med fordel læse vores guide til chokoladetemperering.
Det er kun fantasien der sætter grænser for, hvad du kan fylde i kinderæggene – men det sjoveste er det, der rasler! Vi fyldte mini M&Ms i dem til børnene og små marcipan-æg i dem til de voksne.
Her er nogle idéer til overraskelserne indeni:
- M&Ms
- Små marcipan-æg
- Dronningemandler (fra Toms)
- Vingummibamser
- Perler (fra Haribo)
- Chokoladeovertrukne mandler (fra Summerbird)
Kinderæggene kan kommes i en lille kurv og gemmes i haven af påskeharen – eller du kan servere dem som de er til en påskefrokost! Vi brugte vores kinderæg til en påskekage, som du får opskriften på snart ;-)
- God mørk chokolade
- Hvid chokolade til pynt
- En stor æg chokoladeform
- Valgfrit fyld
- Smelt og temperer chokoladen. Fyld en chokoladeform med store påskeæg med den mørke chokolade, bank den overskydende chokolade ud og lad chokoladerne stivne.
- Bank de stivnede chokoladeæg ud af formen. Gentag processen til du har den ønskede mængde chokolade-æggeskaller. Smelt en smule mere chokolade og temperer den. Pensl langs kanten af den ene af to halve chokolade-æggeskaller. Læg det ønskede fyld i. Pres så to halve chokolade-æggeskaller sammen og hold på dem indtil chokoladen stivner (det bør gå hurtigt hvis chokoladen er rigtigt tempereret). Gentag processen med alle skallerne.
- Når kinderæggene er samlet og stivnede kan der smeltes hvid chokolade og kommes i en sprøjtepose med en lille tyl og sprøjtes striber på æggene.